Foråret er lige om hjørnet, og det betyder for mange, at den helt store omgang forårsrengøring er i vente. Solen titter stille og roligt frem, og det giver nyt overskud; overskud til at få ordnet alle hængepartierne, og det gælder også hængepartier i forbindelse med rengøring. Men hvilke ting er egentlig gode at få ordnet, når rengøringsvanviddet melder sin ankomst? Læs med her for inspiration til din forårsrengøring.
Få renset dine tæpper
Prøv lige at tænke på, hvor meget skidt og snavs, der kan samle sig i dine tæpper. Det kan sagtens være, at du altid både støvsuger og ryster dem, men tror du, at disse simple ting eksempelvis ville holde dit tøj rent? Nej, vel? Præcis det samme gælder for dine tæpper i hjemmet. De bør renses professionelt. Du ville helt sikkert blive overrasket, hvis du så, hvor meget skidt og snavs, der kommer ud af tæpperne, når de bliver renset. Derfor er en vigtig del af din forårsrengøring at få en rensning af ægte tæpper, eksempelvis hos et professionelt firma, der tilbyder tæpperensning.
Afkalk fliser på badeværelset
Man kan gøre meget for at holde fliserne på badeværelset nogenlunde rene og fine i hverdagen, men på et tidspunkt er det altså tiden til den helt store tur. Det er altid en god idé at tørre efter, når man eksempelvis har været i bad, men kalken kan altså ikke holdes helt væk. En del af din store omgang forårsrengøring kan derfor med fordel være en grundig afkalkning af dine fliser på badeværelset. Især fugerne kan blive rigtig grimme og ulækre, og man kan hurtigt komme til at glemme, hvor fine og pæne, de rent faktisk kan være. Så frem med afkalkeren, og nu du er i gang, kan du jo også lige tage hele brusekabinen, toilettet og håndvasken med ovenikøbet.
Rens opvasker, vaskemaskine og lignende
Ligesom man kan glemme snavset i hjemmets tæpper, kan man også komme til at glemme, hvor meget snavs og skidt, der kan samle sig i eksempelvis opvaskeren eller vaskemaskinen. Du bør måske rense din opvasker og vaskemaskine mere end en enkelt gang om året, men hvis du ikke er vant til at gøre dette, så skal det helt sikkert inkluderes i din forårsrengøring. Filteret kan tages ud og renses, og her samler sig altså utroligt meget snavs. Der findes forskellige tricks til at rengøre opvasker og vaskemaskine, men en af de lettere løsninger, der hverken lugter eller lignende, er at købe rengøringsmidler beregnet specielt til disse maskiner. De fleste af disse produkter skal blot smides ind i maskinen, og så kan du i vejledningen læse dig frem til, hvilket program der er bedst at bruge. Du vil meget snart opdage, at vandet inden i maskinen bliver meget beskidt. Så kan du så tænke lidt over, at det er lige præcis det her vand, som du faktisk plejer at vaske dit tøj i. Men efter din forårsrengøring kan du igen se frem til lækkert rent tøj vasket i rent vand.
Du ønskes god fornøjelse med forårsrengøringen!